Afd. 9, Heliosvænget

Husorden for afd. 9
Vedtaget på afdelingsmødet d. 12.05.97
 
 
En boligforening med 176 husstande er et samfund for sig selv. Et miniaturesamfund, hvor vi har fælles ansvar for mange ting, hvorfor det er naturligt nok at fastsætte nogle regler, som vi sammen skal overholde for at afdelingen, til stadighed kan bevare sit gode klima beboerne imellem.
 
Alle vil gerne bo i et pænt kvarter, derfor har beboerne sammen med afdelingsbestyrelsen og varmemesteren fælles ansvar for, at reglerne bliver overholdt.
 
Husordenens regler er vedtaget for at beskytte dig og afdelingen. Det giver en tryghed og tilfredsstillelse, når alle kender nødvendigheden af at tage hensyn til hinanden og afdelingen. Reglerne er samtidig med til at skabe ro og orden for beboerne, holde bebyggelsen og fællesområderne i pæn stand samt til stadighed holde vedligeholdelsesomkostningerne nede.
 
I denne forbindelse vil det være af stor betydning, at forældrene husker at vejlede deres børn med et godt eksempel. Det er jo beboerne selv, der gennem huslejen skal betale istandsættelsen.
 
Hærværk på afdelingens bygninger, lamper, legeredskaber, beplantning mm. vil blive præsenteret med en regning til skadevolderens husstand.
 
Beboerne er pligtige til at overholde husordenens regler og følge varmemesterens eller afdelingsbestyrelsens anvisninger med hensyn til ro og orden. Overtrædelse af husordenens regler kan i værste fald medføre en opsigelse af boligoverenskomsten (lejekontrakten).
 
Uoverensstemmelser mellem varmemester/afd.best og den enkelte beboer kan evt. indankes for foreningens bestyrelse.
 
1. Parkering
A. Campingvogne må kun være parkeret på parkeringspladsen ved rengøring og reparation, samt af og pålæsning. Der henvises til det grønne område, der er afsat til parkering af trailere og campingvogne. Der henstilles til, at man så vidt det kan lade sig gøre, skubber sin campingvogn eller trailer ind på pladsen, og stiller dem pænt ved siden af hinanden på en række.
B. Parkering af biler og motorkøretøjer skal finde sted på de etablerede parkeringspladser. Der henstilles til, at man overholder det forbud, at man ikke parkerer ved og langs med de gule kantsten.
C. Det er ikke tilladt at parkere uindregistrerede motorkøretøjer på parkeringsområdet.
D. Motorkøretøjer over 3500 kg må ikke langtidsparkere på boligforeningens område. Der henvises til Bondovej.
 
2. Kørsel
A. Kørsel på ambulancestier og græsarealer er forbudt.
B. Cykel og knallertkørsel på gangstierne: der henstilles til, at man ikke kører på gangstierne.
C. Af hensyn til børnene og de ældre beboere skal der på vejene i området køres med stor forsigtighed.
 
 
3. Boldbaner/legepladser
A. Det er tilladt at spille bold, ifald det foregår på basketballbanen eller andre dertil udlagte boldbaner.
B. Leg med bue og pil, samt skydning med luftgevær er forbudt i bebyggelsen.
 
4. Container/genbrug
A. Det er tilladt at henkaste andet end haveaffald, ved den store container, men man skal sørge for, at det bliver lagt på de pladser, der er lavet til det samme. Der må kun komme brændbart materiale i den store container. Man skal rette sig efter de skilte, der er sat op, det vil sige, at man ikke bare smider sit affald, hvor man synes. Henkastning af større ting, som f.eks. møbler, køleskabe og lign. Henvises til kommunens genbrugsplads på Holkebjergvej. Det er ikke tilladt at henkaste køkkenaffald i containeren.
B. Flasker og papir må kun komme i de grønne containere ved den lille parkeringsplads ved nr. 139.
C. De røde kasser skal kun stilles uden for indgangspartiet ved tømning.
 
5. Køkkenaffald
 
AFFALDSBEHOLDER ER KUN TIL KØKKENAFFALD
A. Køkkenaffaldet skal i plasticposer og lukkes for at undgå mider og lugtgener. Låget på vognen skal kunne lukkes helt. Overtrædelse af disse punkter kan medføre, at beholderen ikke bliver tømt.
 
6. Haver
A. Haverne skal holdes, så de til enhver tid fremstår pæne og ryddelige. Indgangspartiet og terrasser skal ligeledes fremstå pæne og ryddelige. Affald og andet generende henvises til de respektive containere.
B. Kompostering skal foregå, så det ikke er til gene for andre.
C. Er haven misligholdt ved fraflytning, vil den blive renoveret for fraflytterens regning.
D. Hække og buske omkring boligen skal holdes af beboeren. Der skal være klippet hække senest 1. august hvert år. Hækhøjden må max være 1,80 m (ifølge hegnsloven). Hække og andre beplantninger skal klippes ind, så der er plads til rengøring mellem beplantning og flisegangene. Beboerne skal altid sørge for at der er rent og pænt uden for deres egen bolig.
E. Det er tilladt at have træer i haverne, ifald de ikke er til gene for naboerne, endvidere skal man sørge for, at træer og planter, der gror på væggen, bliver klippet, så det ikke gror op og ødelægger træværket og taget, det kan jo gå hen og blive en bekostelig affære.
F. Fliser på terrassen og i forhaven må ikke fjernes ved fraflytning. Er fliserne fjernet ved fraflytning, vil retablering ske for fraflytters regning.
G. Drivhuse, volierer, haveskure og udestuer samt overdækkede terrasser må kun opsættes efter skriftlig tilladelse fra afdelingsbestyrelsen.
 
7. Husdyr 
1. Man har ret til at holde 2 husdyr pr. husstand.
2. Hunde skal være forsikret, jf. hundelovens regler.
3. Dyrene må ikke være til gene for andre.
4. Hunde og katte skal føres i snor på afdelingens område.
5. Dyrene må ikke forurene på afdelingens område, medbring en pose til efterladenskaberne.
 
Løsgående hunde og katte vil blive indfanget, og udgifterne hertil vil blive pålagt de beboere, der har ansvaret for dyrene.
 
8. Antenner/paraboler
A. Tilslutning til fællesantenne skal foretages med originale kabler og stik. Tal med varmemesteren eller afdelingsbestyrelsen herom.
B. Der skal indhentes tilladelse til opsætning af udvendige antenner og paraboler hos afdelingsbestyrelsen.
 
9. Radio/TV
A. Radio, fjernsyn, stereoanlæg samt musikinstrumenter skal ske under hensyntagen til naboerne.
B. I de sene aftentimer bør der udvises ekstra hensyn ved at dæmpe musikken, så naboernes nattero ikke forstyrres.
C. I særlige tilfælde skal naboerne informeres om evt. støj efter kl. 24.00.
 
 
NB. Overtrædelse af husordenens regler kan medføre en opsigelse af boligoverenskomsten.
                 
 

Information om afdelingen

Byggeår1976
Hårde hvidevarer
Opvarmning
Fjernvarme
Husdyr Husdyr tilladt, 2 hunde eller 2 katte, maksimum 2 i alt.